fredag den 10. marts 2017

Forstå min sag bedre - læs min advokats uredigeret procedure

Kære familie, venner, forretningsforbindelser og bekendte. 

The Smoking Gun eksisterede ikke, fremførte min Advokat i sin procedure.

For at opnå en dømmende strafdom skal anklagemyndigheden præstere solide fældende beviser, men de var ikke at finde. Grundstenen for denne årelange anklage eksisterede ikke, men alligevel fandt retten mig skyldig. Derfor har mine advokater Jesper Lundgren og Lars Henriksen som nok er nogle af Danmark mest kompetente og erfarne valgt, at ansøge om tredje instans bevillig, så vi kan få højeste ret til at afgøre denne sag. 

Når summen af gætterier og indicier kunne føre til en dom er det en skamplet på det danske retssystem og resultatet af et samfund fuldt røde lejesvende. Yderligere er det særdeles skandaløst for samtlige erhvervsdrivende der denne dom vil kunne danne præcedence og derved ville alle kunne risikere at blive dømt for god forretningssans og bogføring af betalinger via mellemregninger. Jeg må tilstå at jeg væmmes ved den tilstand Danmark er nået til. 

7,5 års tumult med sensationspressens pistoljournalistisk, kuratorergribbene og tidligere ansatte og venner som havde travlt med at tage plads ved håndvasken, er slut. 90% af anklagen holdte ikke vand og bevismæssigt gjorde 100% ikke, men jeg vandt ikke kampen om min uskyld, landsretten har idag stadfæstet Lyngby byrets afgørelse.

Jeg vil nu tage mig noget betænkningstid og tage rettens afgørelse til efterretning.  Jeg vil ligeledes drøfte med min advokat, om vi skal søge om at få sagen behandlet ved højesteret.

Til alle jer der stadig er ved min side, jeg er jer forevigt taknemlig. Til alle jer der røg i svinget da det begyndte at gå op/ned af bakke – jeg ønsker jer alt mulig held og lykke og håber ikke at I en dag bliver udsat for det samme.

Retfærdigheden er ikke sket fyldest idag mener jeg og min advokat ( som nok er en af landets bedste ) læs nedenstående og bedøm selv. 
Strafferamme.dk er et Website for Advokater Og Jura intereseret, her er min dom fremlagt fra Lyngbyret. De har lavet en afstemning, og over 60% mener domme er forkert og for hård, kun ca. 10% mener den er passende og fair - kan så mange fag folk tage fejl ??
Stem selv på nedenstående link

Jeg er meget chokeret over dommen, som begge mine advokater Jesper Lundgren og Lars Henriksen mener bygger på en forkert bedømmelse. Vi er uenig i rettens præmisser for dommen, og derfor vil vi nu søge procesbevillingsnævnet om lov til, at Højesteret tager stilling til sagen.

 

Min sidste rest af tillid til retsvæsenet ligger nu hos Højesteret & EMK/EMD.

Jeg har for nærværende ikke flere kommentarer til sagen. 

 PROCEDURE I LANDSRETTEN
Som beskikket forsvarer for Kristian Kongstad Holm nedlægger jeg påstand om frifindelse.
Min procedure vil systematisk i al væsentlighed følge den indankede dom.
Men inden jeg går i gang med de enkelte forhold, vil jeg godt prøve at gå op i helikopterhøjde, og se lidt mere generelt på denne mærkelig sag.
For det er – som jeg ser det – en mærkelig sag.
Første gang jeg stiftede bekendeskab med sagen, var, da jeg læste om den i dagspressen.
Nu skal man jo ikke tro på alt, hvad der står i aviserne. Men den artikel jeg læste, var bakket op af både fotos og markante udtalelser fra konkurskongeparret: Pernille Bigaard og Boris Frederiksen.
Artiklens hovedperson var tiltalte. Og ingen kunne være i tvivl om, at tiltalte var dybt kriminel. Han både stjal og bedrog, og der var både sorte penge og sorte håndværkere, rocker relationer og fantasifulde selskabskonstruktioner, der sendte formuer videre i skattely.
Alt imens kunne tiltalte undslå sig retfærdigheden, og nyde et luksusliv i Dubai, på den franske riviera og i London.
Avisartiklen indgår ikke i denne sags utallige bilag. Men hvis man vil have et indtryk af artiklens sub- stans, så kan man læse et notat, der sidder på side 88 og følgende sider i ekstrakten vedrørende forhold 1. Det er det, jeg kalder Whistleblower no- tatet eller plea bargain notatet, hvor Simon Gredal taler sig ud af en sigtelse ved at fortælle en lang og helt uunderbygget saga om alle tiltaltes vederstyggeligheder.
Det er i øvrigt påfaldende, at dette notat – som Simon Gredal ikke selv så – og som danner grund- laget for politianmeldelsen, der starter denne sag, ikke er udarbejdet af konkurskongeparret, men af 2 ungdommelige fuldmægtige.
Det, man i øvrigt kunne læse ud af avisartiklen var, at tiltalte var skyldig i svindel og humbug for ca. 120 mio. kroner.
Så hørte jeg ikke mere til sagen før jeg for ca. 1 år siden modtog den dom, som Lyngby Ret havde afsagt.
Det er jo en meget lang dom, der fylder de første 106 sider af ankeekstrakten.
Den gav mig anledning til betydelig undren.
For det første kunne jeg konstatere, at de ca. 120 mio., som man startede ud med, nu var skrumpet gevaldig ind.
Jeg var jo ikke selv med i Lyngby Ret. Men det jeg forstår er, at anklageskriftet bliver ændret mindst et par gange, og at meget betydelige beløb bliver skrevet ud af sagen.
Tilbage var der vist små 30 mio. kroner, og Lyngby Ret domfælder for små 20 mio. kroner.
Når man læser dommen og – synes jeg forgæves – leder efter de soliode fældende beviser, kan man ikke helt undgå at sidde tilbage med en fornemmelse af, at domsmandsretten har sagt. At nu har vi gennem rigtig mange retsdage hørt alle mulige grimme ting om tiltalte.
Bevismæssigt holder det ikke særlig meget vand.
Men nu skærer vi ca. 100 mio. væk og så kan vi med god samvittighed og uden for grundig studie af beviser dømme for de sidste 20.
Sådan nogle fornemmelser skal man jo passe på med.
Så da jeg havde læst dommen, imødeså jeg med spænding sagen akter.
Dem modtog jeg mange måneder senere, og efter adskillige rykkere, fra den tidligere forsvarer i form af 2 flyttekasser, som virkede som om, at de var blevet kørt over af flyttebilen.
Det tog mig ca. 1 måned at få systematiseret de enkelte bilag, og få smidt knuste ringbind, CD- rommer og USB stik ud.
Og finde ud af, hvad der var relevant for ankesagen.
Lad mig blot som en indskudt bemærkning sige – helt uden malice i forhold til denne sags både civiliserede og kompetente anklager – at det ikke er i orden, at sagens akter i en sag - af dette omfang - der starter den 13. januar, kommer frem til mig 2 dage inden jul.
Men faktum er, at jeg med stadig stigende undren, fik gennemgået alle de mange bilag i spændt forventning om at finde de smoking guns, der skulle begrunde en fængselsdom på 31⁄2 år til tiltalte.
Dem har jeg ikke kunnet få øje på.
Jeg kan godt se, at konkurskongeparret mener, at der er en masse mennesker, der har lidt tab i forhold 1 og forhold 4. Men hvorfor og hvordan. Det svæver i vinden.
Det giver mig anledning til undren, at Anklage- myndigheden ikke har fundet anledning til at høre konkurskongeparret. Om deres findings i sagen har vi – bortset fra unge Paws korte vidneforkla- ring her i retten – kun ganske få sider i Lyngby Rets dom.
Vi har heller ikke her i Retten – bortset fra en ganske kort dokumentation – hørt de politifolk, som har undersøgt sagen.
Det er der nok en god grund til.
Lad mig blot på dette sted minde om – hvad den Høje Ret selvfølgelig er helt klar over – at dette er en straffesag om økonomisk kriminalitet. Skal der dømmes i en sådan sag, kræver det, at Anklage- myndigheden dokumenterer – fører bevis for – at tiltalte eller andre i kraft af tiltalte uretmæssigt har oppebåret en økonomisk gevinst.
Det er altså ikke nok, at smide en hel masse indicier op i luften og fortælle, at der er nogen penge, der er blevet væk, og det nok er tiltalte, der har hugget dem.
Det kræver meget mere håndfaste beviser, og dem har vi ikke i denne mærkelige sag.
Så siger Anklagemyndigheden, at grunden til, vi ikke har dem, er fordi tiltalte har bortskaffet bevis, og at tiltalte med ufine metoder har stillet hindringer i vejen for sagens opklaring.
Lad os se på de 2 påstande:
Et ganske centralt element i denne sag er regn- skabsmateriale vedrørende mellemregningskonti.
Tiltalte har fortalt os noget om cash pooling. Det skal jeg senere vende tilbage til. Her skal jeg blot konstatere, at der ikke under sagen findes et eneste bevis for, at en sådan cash pooling ikke fandt sted. Samtlige relevante vidner, inklusive stats.aut. revisor Søren Cortsen, forklarer herom.
Så jeg mener, at den Høje Ret kan lægge til grund som et faktum, at fri likviditet i et selskab via mel- lemregninger blev brugt til betaling af relevante regninger i andre selskaber.
Det er ikke strafferetligt ulovligt.
Det er sket i fuld åbenhed, og ingen af de mange medarbejdere, der nu har taget plads ved håndvasken, og de medvirkende advokater og revisorer har sagt fra.
Tiltalte har forklaret, og både Søren Cortsen og Dan Strandberg har bekræftet, at mellemregnings- konti løbende blev bogført og afstemt.
Hvad har vi så under denne sag omkring disse mellemregninger. Jo, vi har en mellemregning – side 588 ff – på den ene side Holm fonden og en hel masse selskaber frem til 30. september 2010. Den er for mig at se helt uden relevans for denne sag, som jo ikke omfatter Holm fonden.
Det Anklagemyndigheden øjensynligt gør gældende er, at man ikke har andet, fordi bogføringen, og dermed mellemregningerne, er forsvundet. Det er det mystiske indbrud på Kongevejen, hvor det mere end antydes, at det er tiltalte, der har stjålet både bilag og harddisk.
Det er en skandaløs påstand, som savner ethvert håndfast bevis.
Tiltalte var slet ikke i landet på det tidspunkt, harddisk og bogføringsmateriale forsvandt, jf. hans forklaring, retsbogens side 54.
Indbruddet har været politianmeldt, men hvad der kom ud af det, ved vi ikke.
Det, vi derimod ved er, at tyveri af eksisterende bogføringsmateriale, det er noget, som måske godt kunne finde sted for 50 år siden, inden vi blev velsignet med EDB.
Jeg er bestemt ikke noget EDB nørd, men jeg kender faktisk det Uniq bolig 4 system, som Holm koncernen anvender, og som Rasmus Meyhof omtaler nederst side 80 i ankeekstrakten. Og det der- til knyttede bogføringssystem.
Som tiltalte ganske rigtig forklarede, så befinder alle relevante data sig i Clouden, og kan med et minimum af ekspertise genskabes. Det blev de og- så. For indbruddet fandt sted i juni 2011. Det er det Rasmus Meyhof siger på side 14 i tillægsekstrakt 1. Men bortset fra Mammut Development, kø- rer Holm Gruppen jo videre frem til i hvert fald november. Og i den periode har der selvfølgelig været bogføring.
Tiltalte har jo ikke nogen bevisbyrde under en straffesag. Den påhviler Anklagemyndigheden og kun Anklagemyndigheden. Og Anklagemyndigheden har under denne sag i hvert fald ikke løftet nogen form for bevisbyrde for, at bogføringsmateriale og mellemregningskonti ikke har kunnet fremskaffes.
Når man læser den forklaring, politiassistent Keld Gemmer har afgivet på side 92 i ankeekstrakten, får man en meget klar fornemmelse af, hvad politiet har gjort – eller rettere alt det, politiet ikke har gjort for at finde relevant bevismateriale.
Det andet led i Anklagemyndighedens tese om manglende bevis, er, at tiltalte har nægtet at medvirke til sagens opklaring.
Det er et faktum, at tiltalte tilbage fra 2009 har opholdt sig i udlandet, retsbogen side 11. Men det er ikke det samme som, at tiltalte har gemt sig og ikke har villet ytre sig.
Som alle, der sidder her i retten har kunnet høre og se, taler tiltalte som et vandfald, og skriver uendelige mængder mails af mere eller mindre forståeligt indhold.
Det kræver rent ud sagt indgreb fra højere magter, at få tiltalte til at holde kæft.
Vi hørte tiltaltes egne forklaring om den hjemme- side, han havde oprettet særligt for at kunne besvare spørgsmål fra politi og kuratorer. Jeg mener ikke, der er nogen, der har bestridt eksistensen af denne, men måske nok, at man ikke fra tiltalte fik de svar, som man gerne ville have.
Og det kan man måske godt forstå.
Jeg står ikke her for at prøve at overbevise den Høje Landsret om, at tiltalte er en forfulgt uskyldighed. Men det er altså ikke det samme som, at han er skyldig i den tiltale, som denne sag drejer sig om.
Tiltalte er et produkt af et ikke særligt glorværdigt tiår i historien – fra år 2000 til 2010 – hvor en masse mere eller mindre halvstuderede røvere blev milliardærer om mandagen og gik konkurs om fredagen.
Vi har under denne sag hørt om Finansiel Stabilitet, EBH Bank, Løkken Sparekasse, FIH Bank og Roskilde Bank, som alle var væsentlige spillere i en finansiel cirkusforestilling, som ærlig talt ikke kan påkalde sig mange klapsalver eller megen sympati.
Selvom konkurskongeparret og Anklagemyndigheden måske har ment noget andet, så er tiltalte en lille fisk i denne cirkusforestilling.
Ligesom Kristian Bendz Juul, som engang var hovedtiltalte under denne sag, oprettede tiltalte med bistand fra mere eller mindre professionelle rådgivere og finansielle partnere, et selskabsimperium og ansatte mere eller mindre kompetente medarbejdere til at køre den daglige drift, medens tiltal- te satte nye projekter i søen.
Tiltalte er et produkt af en tid, hvor alting foregår i et rasende tempo, og hvor de dybere tanker bagved handlingerne i bagklogskabens forklarede lys kan fortone sig i det uvisse.
Det, jeg siger her, har at gøre med den anden og ligeså væsentlige del af en straffesag: Udover at have realiseret gerningsindholdet, skal dette ske med det fornødne kriminelle fortsæt.
Jeg mener som sagt ikke, at der er bevis for, at til- talte har realiseret gerningsindholdet, hverken i straffelovens § 278, 279 eller 283. Og jeg mener bestemt ikke, at tiltaltes handlinger har været båret af et kriminelt fortsæt.
Når man hører og læser, hvad tiltalte har gjort – både i de forhold, han er blevet dømt for og de forhold, hvor han er blevet frifundet – så sidder jeg i hvert fald tilbage med en fornemmelse af, at tiltaltes gøren og laden har været båret af en tro på, at alting ville gå op i en højere enhed.
Om denne tro så har været saglig begrundet, er en hel anden sag. Men selv usagligt begrundet tro er ikke i sig selv kriminel.
Holm koncernen og dens mange selskaber og projekter hvilede – som vi hørte tiltalte forklare – på en kredit på 2,5 mio. kroner i Sydbank. Efterfølgende kom der så en kredit fra FIH, som jeg vender tilbage til.
Men i betragtning af mængden og størrelsen af projekterne, må man kunne tillade sig at konstatere, at fundamentet i Holm koncernen ikke ligefrem har været bomstærk.
Se denne konstatering mener jeg kan bruges til i hvert fald 2 ting:
Den første er, at jeg ikke giver meget for bevis- værdien af de forklaringer, vi nu hører fra alle de medarbejdere, der står i kø ved håndvasken.
Det gælder Rasmus Meyhof, Dan Strandberg, Simon Gredal og Katja Sidor. De er alle blevet afhørt af politiet, og det kræver ikke nogen snavset fantasi at mistænke, at hvis de bare sagde en hel masse grimme ting om tiltalte, så var der nok ikke nogen, der ville stille dem ubehagelige spørgsmål om deres egen rolle.
For hvis tingene i var sådan, som medarbejderne fortæller, så er det meget svært forståeligt, at selv den mest ubegavede medarbejder ikke tog sit go- de tøj og fandt et andet job i en fart.
Men det gjorde de ikke.
Tværtimod sad de helt frem til, at det hele brød sammen og ventede på nye projekter, dyre biler og bonus.
Og hvad er det så i øvrigt, at disse medarbejdere har kunne forsyne politiet med: Der er ingen smoking guns, men en masse indicier, som ikke i forhold til en straffesag beviser noget som helst.
Hvorfor alt det drama omkring Katja Sidor, hvor tiltalte helst skulle gå udenfor døren, mens hun kom med sin bodyguard for at fremlægge kontooplysninger på et holdingselskab på Seychellerne. Hvis hun kunne have sagt, at det er Kristian, der ejer det selskab, og det er Kristian, der har tegningsret til kontoen. Så ville vi have noget af interesse for sagen. Men det kunne hun ikke.
Det andet vi kan bruge Holm koncernens faktuelt svage fundament til, er vel til at sige, at kredit til Holm selskaberne i allerhøjeste grad må være en tillidssag.
Hvis jeg havde skulle levere et eller andet til Holm Estate 4 ApS, så tror jeg nok, at jeg ville have bedt om en garanti.
Og når Jens Uggerly på side 81 i ankeekstrakten siger, at han i oktober 2010 bad om en bankgaranti, men ikke fik den, fordi han ikke ville skrive på entreprisekontrakten. Så har jeg ærlig talt ikke særlig ondt af Jens Uggerly, der uden kontrakt og uden garanti udførte entreprise til 1,8 mio. kroner for et ApS, der end ikke har aflagt sit første års- regnskab.
Noget fuldstændigt tilsvarende kan man selvfølge- lig sige om tiltalte. Hans imperium brasede sammen. Han er selv gået konkurs.
Han sidder ikke på en sydhavsø og spiser kaviar og drikker champagne.
Personligt kan jeg heller ikke have særlig ondt af det.
Jeg ville ikke købe en brugt bil af tiltalte – endsige en brugt båd.
Men det skyldes nok, at jeg var gammel allerede i år 2000, hvor det blev moderne at være smart i en fart.
Men det at være smart i en fart betyder ikke, at man pr. definition er kriminel. Det kræver meget mere, og det er det, vi skal se på nu, hvor vi kommer til de enkelte forhold.
Med hensyn til forhold 1 er tiltalte jo fundet skyldig i henhold til den subsidiære påstand om under- slæb.
Og jeg skal citere fra påstanden, ”for at skaffe el- ler andre uberettiget vinding, uretmæssig at have forbrugt penge, der var betroet ham, idet han anvendte lejeindtægterne tilhørende selskabet Heimdalsgade 39 ApS til betaling af udgifter, der var selskabet uvedkommende”.
Når vi ser på forhold 1, således som det er beskrevet i Lyngby Rets dom, så bærer beskrivelsen præg af, at det er det første forhold i sagskomplekset.
Så det indeholder en masse elementer, som vi i forhold til ankesagen kan se helt bort fra.
Alt det, der står om ny koncernstruktur til Kristian Bendz Juul på Seychellerne og Malta er denne sag helt uvedkommende.
Tilsvarende gælder for de mange ejendomme og lejemål, som tiltalte overtog fra Kristian Bendz Ju- ul. For det vedrører forhold 2, og det er tiltalte jo frifundet for.
Så det vi skal koncentrere os om i forhold 1 er, om der foreligger tilstrækkeligt bevis for, at tiltalte er blevet betroet midler, som han har forbrugt til uvedkommende formål.
Helt konkret drejer tiltalen sig om kr. 1.068.907, der sammensætter sig af 4 udbetalinger.
3 x 220.969, der den 30. september 2009 er udbetalt til Lej et Lager Kvistgård ApS og
Kr. 400.000, der den 2. november 2009 er overført til Friheden Gruppen.
For at tiltalte skal kunne dømmes for underslæb med hensyn til disse kr. 1.068.000, kræves der for det første, at disse penge var blevet betroet tiltalte, og for det andet, at tiltalte har forbrugt dem.
Begge betingelser skal være opfyldt.
Forhold 1 vedrører en aftale, som blev indgået den 5. maj 2009, og som sidder på side 16 i ekstrakten vedrørende forhold 1.
Det er en aftale, der bliver indgået mellem Kristian Bendz Juul som sælger og et selskab, der hedder Peak Estate ApS som køber.
Det er vel sådan, at Peak Estate ApS ultimativt ejes af tiltalte. Men det er ikke tiltalte personligt, der står som køber.
Det, der overdrages, er hele anpartskapitalen i det, vi kalder det gamle administrationsselskab.
For nu at udtrykke mig diplomatisk, så vil jeg sige, at den aftale ikke ligefrem er knivskarp.
Men læser vi § 4 (side 17), så kan vi se, at sælger garanterer, at selskabet ikke har givet tredjemand ret til andele af resultatet af selskabets drift.
Se, hvis det var sådan, at administrationsselskabet havde konti med betroede midler, så ville det da være mere end nærliggende at få dette præciseret i aftalen.
Jeg har selv gennem årene beskæftiget mig med ejendomsadministration, og kender til det ganske indviklede klientkontosystem, der i den forbindelse skal oprettes for at sikre den administreredes separatiststilling. Som normalt vil være garderet af en kautionsforsikring.
Det har vi intet om her. Vi har ikke engang en administrationsaftale.
Jeg mener, at den høje landsret uden videre kan lægge til grund, at administrationen, både før og efter Peak Estates overtagelse, kørte helt uden sikkerhed for den administrerede.
Og hvis vi fortsætter ned i § 5, så kan vi se – og jeg citerer – ”at sælger garanterer og indestår for, at selskabet forestår administrationen af KBJ koncernen som består af 58 ejendomme, at selskabet fortsætter hermed efter overdragelsen, at denne administration er uopsigelig i 5 år fra 1. januar 2009 samt at selskabet ikke har modtaget administrationshonorar for 2. kvartal 2009 vedrørende disse ejendomme, og at der ikke er andre kreditorer og anden gæld eller andre forpligtelser udover det oplyste.”
Det er et faktum, at administrationsselskabet hav- de 4 eller 5 medarbejdere og dermed en månedlig lønudgift på mindst kr. 180.000.
Det er også et faktum, at selskabet sad i et stort og dyrt lejemål på Kongevejen 239 i Virum.
Det havde selvfølgelig været nærliggende, at man i aftalen nærmere havde beskrevet disse meget betydelige udgiftsposter. Men det har man ikke.
Det er ligeledes et faktum, at Kristian Bendz Juul koncernen ca. 1 uge efter går konkurs, og at Kristian Bendz Juul selv bliver erklæret konkurs den 27. maj 2009.
Det er et faktum, at hele grundlaget for at overtage et administrationsselskab, hvis eneste kunde var KBJ koncernen, med lejemål og medarbejdere derved falder til jorden.
Efter den bestemmelse, jeg lige har citeret i § 5, får administrationsselskabet ikke de administrationsindtægter, som ellers var garanteret i 5 år fra 1. januar 2009.
Det turde være ganske oplagt, at administrations- selskabet derved taber sit indtægtsgrundlag, og opnår et betydeligt krav mod de selskaber, som jo nu springer fra en 5-årig uopsigelig administrationsaftale, inklusive Heimdalsgade 39 ApS.
Det turde også være oplagt, at en garanterende sælger, altså Kristian Bendz Juul, ligeledes pådrager sig et betydeligt erstatningsansvar.
Hvilke aftaler, der i den forbindelse er indgået, fortoner sig i tågerne.
Tiltalte gør jo gældende, at alt, hvad der lå i – og efterfølgende kom ind i – det gamle administrationsselskab, tilhørte dette selskab. Og at dette var aftalt med Juul.
Vi har ikke under denne sag nogen forklaring fra Juul om dette forhold, og det har vi vel heller ikke i dommen fra Lyngby Ret.
Den, der er blevet underslæbt, hvis Anklagemyndigheden skal have medhold i sin påstand, er jo Heimdalsgade 39 ApS.
Det er ikke ganske klart, hvorfor dette selskab ikke også går konkurs sammen med resten af KBJ koncernen og Kristian Bendz Juul i maj 2009.
Vi ved som et faktum, at selskabet anmeldes til Erhvervsstyrelsen som værende i likvidation 29. juni 2009. Og vi ved også, at Juul bestrider likvidationsbeslutningen, øjensynligt med den begrundelse, at Heimdalsgade 39 ApS ikke hører til den konkursramte del af KBJ koncernen.
Det er et faktum, at Heimdalsgade 39 ApS erklæres konkurs den 13. november 2010.
I perioden fra juli 2009 og frem til juni 2010 er der en sporadisk korrespondance mellem på den ene side Advokatfirmaet Poul Schmidt og Plesner og på den anden side Per Edrén, Simon Gredal og tiltal- te. Den kan vi finde i tillægsekstrakt 3, siderne 1 – 26 – inklusive tiltaltes skrivelse af 24. november 2009, som Advokatfirmaet Poul Schmidt siger, at de nu ikke kan finde, side 24 og i tillægsekstrakt 2, siderne 14 – 22.
Den korrespondance, som jo altså strækker sig over ca. 1 år, munder ud i, at Advokatfirmaet Poul Schmidt, tillægsekstrakt 2 side 14, 21. maj 2010 siger, at nu vil man have nogen penge, ellers vil man indlede retslige skridt, og Per Edrén svarer den 7. juni 2010, at der er tvist om dette spørgsmål, tillægsekstrakt 3 side 1.
Så skulle man egentlig tro, at der herefter startede en civil sag op om denne tvist – men det gør der ikke.
Det må for mig fremstå som temmelig gådefuldt, at den, der i denne sag hævder at være blevet underslæbt – Heimdalsgade 39 ApS – ikke med stør- re ildhu forfølger sit krav. Det mere end antyder, at Heimdalsgade 39 ApS udmærket har været klar over, at man havde at gøre med et omtvistet krav vedrørende en notorisk misligholdt aftale, som man så indtaler via en straffesag.
Det gør man primært med henvisning til de konti, der sidder på side 35 – 37 i ekstrakten vedrørende forhold 1.
Det er kontiene vedrørende det gamle administrationsselskab og det nye administrationsselskab.
Her vil jeg gerne indskyde, at overdragelsen mel- lem det gamle og det nye administrationsselskab i min optik er fuldstændig ligegyldig i forhold til for- hold 1.
Anklagemyndigheden bruger den – som jeg ser det – til at mudre vandene og illustrere, at nogen prøver at bringe noget i kreditorly.
I så fald mener jeg, at det er et ualmindelig klod- set og aldeles utjeneligt forsøg at flytte noget mel- lem 2 selskaber, der næsten hedder det samme og bor på den samme adresse.
Jeg mener uden videre, at den Høje Ret kan lægge til grund, at transaktionen mellem det gamle og det nye administrationsselskab udelukkende havde at gøre med, at Kristian Bendz Juul prøvede at få fingrene ned i kagekassen.
Så lad os i stedet koncentrere os om de 2 konti i henholdsvis Max Bank og Nykredit Bank og de 4 transaktioner, som efter Anklagemyndighedens opfattelse statuerer underslæb.
Anklagemyndigheden hævder øjensynligt, at disse 2 konti indeholder betroede midler. For ellers kan man jo ikke dømme for underslæb.
23
Men det administrationsselskab, som Peak Estate har købt har, som jeg dokumenterede fra side 17 i ekstrakten vedrørende forhold 1, ikke givet tredjemand nogle rettigheder over selskabets midler. De penge, der går ind på administrationsselskabets konto, tilhører administrationsselskabet.
Det er en del af den aftale, der blev indgået mel- lem Kristian Bendz Juul og Peak Estate ApS.
Havde Kristian Bendz Juuls konkursbo haft en an- den opfattelse, kunne de have anlagt en omstødelsessag.
Eller Heimdalsgade 39 ApS kunne have anlagt en civilsag.
Men ingen af delene skete.
De penge, der gik ind til det gamle – og efterfølgende til det nye – administrationsselskab, tilhørte dette selskab.
Det var ikke betroede midler.
Havde administrationsselskabets ledelse valgt at kaste håndklædet i ringen og sige, at efter KBJ konkursen har vi hverken penge til at betale lønninger eller husleje. Så havde Heimdalsgade 39
ApS eller Kristian Bendz Juuls konkursbo ikke kunne have gjort noget som helst ved det.
De havde ikke noget separatistkrav. De havde kunne stille sig op i køen og fået nul og niks efter at de privilegerede medarbejderkrav – muligvis – var blevet honoreret.
Nu vælger tiltalte i stedet at holde administrationsselskabet i live via koncernlån – cash poolen.
Jeg mener uden videre, at den høje Ret kan lægge til grund, at tilbage fra maj 2009 og helt frem til, at det nye administrationsselskab erklæres konkurs, da bliver der betalt lønninger og der bliver betalt husleje på Kongevejen.
Vi har intet i sagen, der modbeviser dette faktum.
Disse for administrationsselskabet særdeles relevante koncernlån skulle selvfølgelig betales tilbage. Og det er den tilbagebetaling, som Anklage- myndigheden nu prøver at kriminalisere.
Havde Anklagemyndigheden fremlagt mellemregningerne mellem de enkelte selskaber, så ville vi have kunnet se, at dette var helt legitimt.
Men det har Anklagemyndigheden ikke, selvom de udmærket kunne. Og allerede derfor kan der ikke dømmes.
Vi har hørt tiltaltes forklaring: Mamut Development har likvider og lægger lønninger og husleje ud for administrationsselskabet.
Mamut Development skylder penge til Lej 1 Lager Kvistgård ApS og til Friheden Gruppen. Og i stedet for at tilbagebetale Mamut, kanaliserer man pen- gene direkte til Mamuts kreditorer.
Her synes jeg, at det er værd at erindre, hvem det er, der har den daglige ledelse af administrations- selskabet. Det er Simon Gredal.
Først som reg. enedirektør i administrationsselskabet og siden som kontorchef ”med uændret arbejdsområde”.
Jeg prøvede at spørge Simon Gredal, om han hav- de sat sig ind i det ansvar, han påtog sig ved at lade sig registrere som direktør.
Jeg fik ikke noget særlig klart svar, og derfor synes jeg heller ikke, at der var nogen speciel grund til at forholde ham reglen i Selskabslovens § 127, hvor en direktør særlig skal være opmærksom på – og bære personligt ansvar for – transaktioner, der foregår mellem selskabet og dets bagvedliggende ejere.
Selvfølgelig var Simon Gredal – der som vidne fremtrådte som et normalbegavet menneske – udmærket klar over, hvad man som daglig leder må og hvad man ikke må.
Vi kan se af dommen – ankeekstrakten side 19 – at han i sommeren 2009 på eget initiativ kontakter Kammeradvokaten. Er det så ikke lidt mærkeligt, hvis han ikke i september, da der bliver ført små 700.000 kroner ud af administrationsselskabet, foretager en tilsvarende kontakt.
Nej, det er det måske ikke. For vi ved – det frem- går af side 73 i ekstrakten vedrørende forhold 1 – og jeg citerer:
”At vidnet forud for den første overførsel kontaktede Bendz Juuls gamle revisor og rådførte sig om overførslen. Revisoren havde oplyst, at det ikke var ulovligt, men at det ikke var pænt.”
Men alt dette springer Lyngby Ret op og falder ned på. De siger, at tiltalte for at skaffe sig eller andre uberettigede vinding, har forbrugt Heimdalsgade 39 ApS ́ penge.
Det er vel en påstand, der kræver meget mere dokumentation end den, vi har set under denne sag.
Se, hvis det var sådan, at Anklagemyndigheden kunne dokumentere, at tiltalte var gået til Simon Gredal eller bogholderiet og sagt: ”Stik mig lige 1 million i kontanter”. Så kunne man godt forstå anklagen.
Men der er ikke skyggen af bevis for, at tiltalte el- ler andre er blevet beriget i straffelovens forstand ved de transaktioner, man nu søger at kriminalisere.
Det er helt sædvanlige tilbagebetalinger af koncernlån via cash poolen.
Når vi kommer til forhold 4, kan vi se, at Lyngby ret har knæsat et princip om, at hvis penge er for- brugt i selskabets interesse, så er det ikke kriminelt. Et tilsvarende princip må gælde vedrørende forhold 1, hvor jeg mener, at den høje landsret ro- ligt kan lægge til grund, at de penge, der er for- brugt, alle er gået til betaling af lønninger og husleje.
Så tiltalte skal frifindes for forhold 1.
Det skal han, fordi der ikke er dokumenteret no- gen kriminel berigelse, hverken for ham selv eller andre.
Og fordi der ikke foreligger et betroelsestilfælde.
Så skal vi se på forhold 3.
Det er båden.
Og grundlaget for forhold 3 er den aftale af 21. ju- ni 2008, som sidder på side 61 i ekstrakten vedrørende forhold 3.
Jeg ved ikke, hvem der har lavet den aftale.
Af side 95 kan vi se, at tiltalte den 13. juni 2008 sender noget ”til gennemgang i tilfælde af, du skulle have ændringer”.
Det harmonerer jo i hvert fald ikke med datoen på aftalen.
Så hvem, der har lavet den endelige aftale, og hvilke ændringer, der er blevet foretaget, det ved vi ikke.
Det begrænser selvfølgelig min risiko ved at sige, at mage til makværk af en aftale – hvis man skal tale om en aftale i juridisk forstand – skal man le- de længe efter.
Efter de forklaringer vi har hørt, er der ca. ikke et sandt ord i forhold til parternes aftale i det, der står på side 61.
Stelnummeret er forkert.
Båden er ikke fri og ubehæftet.
Den aftalte pris er ikke 390.000 kroner.
Og de kvitteringer, der følger med underskriften, er i hvert fald forkerte i forhold til dateringen.
For Allan Jørgensen har ikke modtaget en båd den 21. juni 2008.
Og Allan Jørgensen har ikke lavet en handelskonto på 50.000 kroner i kredit den 21. juni 2008.
Og Kristian Holm har ikke modtaget hverken en kredit på 50.000 kroner eller 390.000 kroner den 21. juni 2008.
Så jeg mener ikke, vi kan bruge denne aftale til noget som helst, hverken civilretligt eller strafferetligt.
Vi er nødt til at se på – i det omfang det nu er muligt – hvad det er, parterne har aftalt.
Lad os starte med at konstatere, det som jeg tror, at der rent objektivt er enighed om:
Prisen på båden var kr. 790.000. Det bekræfter Allan Jørgensen på side 64 i ankeekstrakten.
Levering af båden finder sted efter Allan Jørgensens forklaring i Lyngby Ret (64) sted ”3-4 uger efter” slutsedlen, altså 14.-21. juli 2008.
Jeg mener også, at vi kan lægge til grund, at kr. 400.000 ud af købesummen skulle betales via nogle fiktive fakturaer fra Holm Invest ApS.
Det er dem, der sidder på siderne 28 – 30 i ekstrakten vedrørende forhold 3.
Det er jo fakturaer mellem 2 momsregistrerede virksomheder, og derfor skal vi se bort fra momsen.
Lægger vi de 3 fakturabeløb sammen eks. moms, så når vi frem til kr. 350.000.
Fakturaerne er dateret henholdsvis 1. juni, 10. juni og 26. juni 2008.
Om fakturaerne rent faktisk er udstedt på disse datoer, ved vi ikke med nogen større sikkerhed. Men det er et faktum, at de 3 fakturaer er betalt den 2. juli 2008. Det kan vi se af det kontoudtog, der sidder på side 32 vedrørende forhold 3.
Så i forhold til en købesum på kr. 790.000, så tror jeg godt vi kan lægge til grund, at der 2. juli 2008 er betalt kr. 350.000.
Jeg tror også godt, at vi kan lægge til grund, jf. aftalen på side 61, at det var meningen at ud af restkøbesummen på kr. 440.000 skulle kr. 50.000 betales sådan, at et af tiltaltes selskaber fik en kredit på kr. 50.000 hos Allan Jørgensens selskab.
Det fremgår af underskriftslinjerne.
Det fremgår også af ekstraktens side 95, hvor til- talte 13. juni 2008 taler om en konto, han kan handle på, på 50.000 eks. moms.
Så er der kr. 390.000 tilbage.
Her er det så at enigheden eller de faktuelle oplysninger hører op.
Allan Jørgensen siger, at han har betalt kr. 390.000. Det har vi ingen dokumentation for.
Allan Jørgensen siger ikke noget om den kredit, der skulle stilles til rådighed for tiltaltes selskab.
Tiltalte siger, at han aldrig fik kr. 390.000, og at den kredit, der var stillet hans selskab i udsigt, den fik han heller ikke.
Så tiltalte hævder, at den aftale, der blev indgået var, at han skulle optage et lån med sikkerhed i båden, og imens skulle Allan Jørgensen prøve at finde restkøbesummen. Og når den kom, skulle lå- net selvfølgelig indfries.
Vi ved ikke, hvornår forhandlingerne mellem tiltal- te og Allan Jørgensen starter. Men når vi ser den mail, der sidder på side 93 fra 3. juni 2008, så mener jeg nok, at vi kan lægge til grund, at de forhandlinger er startet op engang i maj 2008.
Hvem der har taget initiativet, står ikke ganske klart. Vi ved, at Allan Jørgensen og tiltalte kender hinanden i forvejen.
Det er et faktum, at tiltalte den 25. maj 2008 udsteder et ejerpantebrev til sikkerhed for et lån hos Maritim Finans.
Det er også et faktum, at dette lån bliver registre- ret i Skibsregisteret.
Lad mig her blot indskyde, at når man registrerer noget i Skibsregisteret, så er der ingen reference til noget stelnummer eller noget motornummer.
Registrering sker på baggrund af skibets navn og et registreringsnummer – nogle kendingsbogstaver – som skibet får i Skibsregisteret.
Det kan vi se af det ejerpantebrev, der sidder på side 62 i ekstrakt vedrørende forhold 3. Her kan vi se – det er side 65 – at registreringen er foretaget 28. maj 2008 på et skib ved navn Svea II med kendingsbogstaverne OX2117.
Så hvis nogen vil vide noget om, hvad der måtte være registreret i Skibsregisteret, så skal man sø- ge under Svea II og OX2117.
Bådens stelnummer eller motornummer er i den forbindelse fuldstændig irrelevant.
Så når Anklagemyndigheden påstår, at tiltalte med fortsæt til at bedrage Allan Jørgensen har skrevet et forkert stelnummer i den i øvrigt på alle måder forkerte aftale, så er det simpelthen ikke rigtig.
Set i forhold til Skibsregisteret, bliver Allan Jørgensen hverken klogere eller dummere af, om stelnummeret er rigtig eller forkert.
Og så fik vi jo i øvrigt den meget interessant op- lysning, at Allan Jørgensen overhovedet ikke hav- de spurgt i Skibsregisteret, retsbogen side 52. Som han ganske rigtig sagde, var et skib af denne slags jo ikke registreringspligtig. Så allerede derfor spurgte han ikke.
Derved mener jeg, at en hel afgørende præmis for Lyngby Rets fældende dom er faldet væk.
Så hvis vi ser bort fra dette efter min mening falske lod i vægtskålen, hvad skulle så være tiltaltes begrundelse for, uden Allan Jørgensens viden og samtykke, den 28. maj 2008 at optage et lån med sikkerhed i båden?
Det ville rent ud sagt være det glade vanvid.
Vi ved, at tiltalte i november 2011 går konkurs. Men vi ved også, at medio 2008 var der fuldt drøn på tiltaltes imperium. Han tjente rigtig mange millioner, og satte det ene nye projekt i gang efter det andet.
Det kræver vel nærmest psykopatiske træk at forestille sig, at tiltalte i den situation skulle sætte sit navn og rygte overstyr ved at begå et bedrageri til ca. 1⁄2 million kroner, som 100% sikkert vil blive opdaget i løbet af ganske kort tid.
Det synes jeg i virkeligheden er den allerbedste understøttelse af, at vi skal tro på tiltaltes forklaring.
Allan Jørgensen havde ikke pengene. Derfor blev der aftalt en mellemfinansiering.
Så kan alle de pæne mennesker, der sidder her i retten selvfølgelig kigge på hinanden og spørge, hvorfor i alverden skrev man ikke dette ned, således at enhver kunne se, hvad aftalen gik ud på.
Det korte svar er, at når vi taler om fiktive fakturaer, en fiktiv kredit og formentlig sorte penge for resten. Så er det ikke noget, der ligesom egner sig til at blive skrevet ned.
Efter min helt private opfattelse, egner sådanne aftaler sig heller ikke rigtig til at blive afgjort i retssystemet. De løses nok bedre i en baggård.
Vi har ingen form for sikker bevis for, hvem der har snydt hvem i forhold til Svea II.
Og uden et sådant sikkert bevis mener jeg, at til- talte skal frifindes for forhold 3.
Så har vi forhold 4 tilbage.
Forhold 4 vedrører jo Gl. Kongevej 33, som Holm Estate 4 ApS køber, udelejer, renoverer og sælger til Danica med det resultat, at der den 6. maj 2010 fra en deponeringskonto frigives ca. 70,8 mio. til Holm Estate 4 ApS.
Tiltalen mod Kristian Holm gik i sin oprindelige form ud på, at han som stifter og ejer af Holm Estate 4 ApS har besveget dette selskabs kreditorer, derved at han udbetalte i runde tal 24 mio. kroner til nogle, der ikke rettelig var kreditorer i Holm Estate 4 ApS.
Så lad mig starte med at præcisere, at det forhold, at det frigivne beløb bliver anvendt til at betale enkelte kreditorer i Holm Estate 4 ApS, men ikke andre. Det er ikke omfattet af tiltalen.
En forfordeling af kreditorerne kan give anledning til civile søgsmål: omstødelsessager og erstatningssager. Men efter en lang tradition, er forfor- deling ikke skyldnersvig.
Så kun i det omfang Anklagemyndigheden er i stand til at føre tilstrækkeligt bevis for, for det første at pengene er gået til et for Holm Estate 4 ApS helt uvedkommende formål og at dette er iscenesat eller foretaget af tiltalte med forsæt til at be- svige kreditorer i Holm Estate 4 ApS, kan tiltalte dømmes for dette forhold.
Lyngby Ret følger dette udgangspunkt.
Når jeg alligevel mener, at Lyngby Rets dom er forkert, er det fordi Lyngby Ret ikke har brugt de i en straffesag gældende bevisbyrderegler rigtigt.
Jeg mener således ikke, at Anklagemyndigheden under denne sag har fremlagt tilstrækkeligt bevis.
Jeg mener faktisk, at Anklagemyndigheden – og Lyngby Ret – siger, at hvis tiltalte ikke selv kan føre bevis for, at betalinger er brugt til gavn for Holm Estate 4 ApS, så skal han dømmes for skyldnersvig.
Sådan mener jeg ikke, at en straffesag efter dansk ret fungerer – men det skal jeg vende tilbage til.
Forhold 4 er jo ret beset 2 forhold – forhold 4a, som efter Lyngby Rets dom vedrører ca. 11,4 mio. kroner, og forhold 4b, som efter Lyngby rets dom vedrører kr. 6 mio.
I sin gennemgang af sagen her i Landsretten har anklageren jo ikke foretaget nogen særlig opdeling
af de 2 krav. Og det er i det hele taget meget lidt, vi har hørt om forhold 4b under sagen i Landsretten.
Så det vil jeg begynde med og fortælle, at det kort fortalt drejer sig om et lån, som FIH Bank i slutningen af november 2010 ydede til Holm Estate 10 ApS.
Holm Estate 10 ApS var dengang et selskab i Holm koncernen. I dag er det et levende selskab med en ejerkreds, der intet som helst har med tiltalte at gøre, som hedder Poppelstykket 8 ApS.
Långiver, FIH Bank, var jo oprindeligt noget, der hed Finansieringsinstituttet for Industri og Hånd- værk. I løbet af de glade dage i dette århundredes første årti, begyndte FIH Bank at belåne ejendomsprojekter, ligesom Roskilde Bank, Amagerbanken og en hel masse andre. Og det gik FIH Bank ligesom dem: FIH er i dag under afvikling under Finansiel Stabilitet.
Om relationen til Holm gruppen ved vi, at FIH hav- de finansieret et projekt på Poppelstykket, der blev nødlidende, og som Holm Estate 10 ApS tog over og udviklede blandt andet til et Fitness Center .
Så FIH havde fidus til tiltalte, og ville gerne hjælpe ham, da han i november 2010 beder om en kredit.
Vi har ikke i sagen tiltaltes kreditandragende. Det kunne ellers have været interessant at se, men det synes Anklagemyndigheden øjensynligt ikke.
Og så mener jeg helt berettiget, at den høje ret kan lægge til grund, at det kreditandragende vedrørte Gl. Kongevej 33 og i begrænset omfang Poppelstykket.
Nu er forholdet det, at FIH i efteråret 2010 var under Finanstilsynets kommando, og ikke var berettiget til at tage nye kunder på bøgerne.
Så det lån, FIH ender med at yde, er et lån på kr. 12 mio. til den eksisterende kunde, Holm Estate 10 ApS.
Jeg synes, at det er værd at notere, at Holm Estate 4 ApS overhovedet ikke er nævnt i de omfangsrige lånedokumenter, FIH udsteder. De er samlet i det nye bilag, jeg fremlagde.
Det er påfaldende, at lånet fra FIH er afsikret ved selvskyldnerkaution frs K/S Ejendomme og Investering Danmark, tiltalte og Mamut Development ApS, men ikke fra Holm Estate 4 ApS.
Der står derimod mange andre interessante ting i disse lånedokumenter. Det skal jeg komme tilbage til.
Her og nu vil jeg meget gerne gøre op med et dokument, som jeg mener, er meget vigtigt for det forhold, vi behandler. Det er den kreditindstilling, der sidder på side 757 i ringbind 2 vedrørende forhold 4.
Se, en kreditindstilling i en bank er et internt, helt fortroligt dokument, som udgør bankens beslutningsgrundlag.
En kreditindstilling er aldrig noget, man viser til den, der ansøger om lånet – hverken før eller efter lånet bevilges eller afslås.
Hvis kreditindstillingen fører til, at der bevilges et lån, så udmøntes dette i de lånedokumenter, der udstedes. Og det, der ikke står i de lånedokumenter, er uvedkommende for låntager.
Denne sag handler ikke om, hvorvidt tiltalte har forsynet FIH med forkerte oplysninger. FIH er ikke blevet besveget.
Den kreditindstilling, der sidder på side 757, er denne sag fuldstændig uvedkommende.
Så når Retten i Lyngby vælger at lade kreditindstillingen indgå som en væsentlig præmis for at dømme tiltalte. Det fremgår af side 97 i ankeekstrakten. Så er det decideret forkert.
Før denne sag startede, anede tiltalte intet om, hvad der stod i FIH ́s kreditindstilling.
Tiltalte kunne alene forholde sig til lånedokumenterne.
Og her står intet som helst om, at de 2 kreditter på 6 mio. kroner var øremærkede.
Det er et faktum, at lånet bliver udbetalt til 2 konti, hver på kr. 6 mio. Men det er altså ikke sådan, at der på den konto, som Anklagemyndigheden mener vedrører Poppelstykket, står noget om, at konto 3969401 kun må bruges til Poppelstykket, eller ikke må bruges til Gl. Kongevej 33.
Der er simpelthen ikke noget belæg eller bevis for, at de 2 konti var øremærkede.
Det bekræfter FIH Bank allerede, da man udbetaler lånet 30. november 2010.
Her kan vi se, at der fra konto 3969401 disponeres ca. kr. 130.000 til henholdsvis Holm Estate 3 og Holm Fonden. Det har jo hverken noget med Pop- pelstykket eller Gl. Kongevej at gøre.
Så jeg mener, at Anklagemyndigheden savner bevis for, at de 2 konti, der blev oprettet, var øre- mærkede. Jeg synes min påstand underbygges af pantsætningsdokumentet. Her står der om de 2 konti – og jeg citerer – ”Indestående på kontiene skal anvendes i forbindelse med ombygning af ejendommen Poppelstykket 8, København og Gl. Kongevej 33, København”.
Ikke et ord om, at den ene konto kun må bruges til Gl. Kongevej og den anden konto kun må bruges til Poppelstykket.
Og nedenunder kommer så en mindst lige så interessant oplysning, nemlig, ”udbetalinger fra konti- ene skal godkendes af FIH Erhvervsbank A/S”.
Jeg spurgte Dan Strandberg, om han kunne erindre, at der nogensinde havde været problemer med at få udbetalinger fra FIH Bank. Det kunne han ikke huske.
Vi aner ikke, hvorledes forretningsgangene har været vedrørende udbetaling.
Vi aner faktisk heller ikke, hvilke træk der er fore- taget på de 2 konti. Det havde ellers været nær- liggende at få en gennemgang. Eller – når Lyngby Ret nu har dømt som det gør – en dokumentation for, at resten af de penge, der blev hævet på konto 3969401 ikke vedrørte Gl. Kongevej.
Jeg mener, at dette understøttes af den mail, der sidder på side 690 og 691 fra Dan Strandberg til Lene Notlevsen fra FIH.
Her kan vi se, at der allerede er trukket 7.019.000, og der mangler at blive betalt ca. 3,5 mio.
Så jeg mener, at den Høje Ret uden videre kan lægge til grund, at således som sagen er oplyst, så er de 12 mio. kroner, som er blevet hævet i FIH Bank, anvendt til Gl. Kongevej 33, bortset fra de kr. 2,5 mio., der blev betalt til Fitness World, og de 2 beløb til henholdsvis Holm Estate 3 og Holm Fonden – altså i alt ca. 2.620.000. De resterende ca. kr. 3,4 mio. er alle anvendt til Gl. Kongevej. Og i overensstemmelse med Lyngby Rets afgørelse, skal der frifindes for disse beløb.
Det er et faktum, at kreditterne i FIH Bank – altså alle 12 mio. – blev udnyttet. Vi har i hvert fald intet i sagen, som dokumenterer, at dette ikke er sket.
Det er også et faktum, at Holm Estate 4 ApS ud af provenuet fra Gl. Kongevej indfrier kreditten i FIH Bank. Det sker efter Holms instruks den 6. maj 2011, som sidder på side 611 i ringbind 2.
Denne låneindfrielse er hverken skyldnersvig for 12 mio. kroner eller 6 mio. kroner eller 3,4 mio. kroner .
Lånet bliver indfriet, fordi Holm Estate 4 ApS – og det er det eneste sted, Holm Estate 4 ApS omtales i de mange dokumenter – havde meddelt transport i provenuet på Gl. Kongevej.
Det er et faktum, at FIH ønsker transport i kr. 23 mio., og det er ligeledes et faktum, at tiltalte ikke vil give transport for mere end 12 mio. kroner, og at transporten ikke er noteret af samme grund.
Det er egentlig en ganske ligegyldig diskussion. For FIH kan selvfølgelig ikke få mere end de kr. 12 mio., de har lånt ud.
Men det er et faktum, at tiltalte tilbage i november 2010 underskriver denne transport.
Det er vel rigtigt, at denne transport i et eller an- det omfang også er en sikkerhedsstillelse for tredjemands gæld.
Men det at stille sikkerhed for tredjemands gæld, det er altså ikke skyldnersvig.
Det er noget, der sker hver og hver anden dag, når man har med banker at gøre. Og det er der intet kriminelt i.
Der kan være tale om omstødelse eller civile søgsmål – men ikke skyldnersvig.
Da jeg afhørte tiltalte om de mange selskaber i Holm koncernen, fik jeg et af disse smart i en fart svar om, at det var noget med ”ring fence”.
Hertil kan jeg kun sige, at i den virkelige verden, så er der ikke nogen fornuftig kreditor, der yder kredit til en myriade af små ApS ́er, uden at kræve krydshæftelse og selvskyldnerkaution. Så etableringen af Holm koncernens mere end 30 selskaber, har vist kun været til benefice for advokater og revisorer.
Så jeg vil – baseret på en alen lang og fuldstændig klokkeklar retspraksis – påstå, at det at stille sikkerhed for tredjemands gæld ikke er skyldnersvig.
Og det at honorere sine forpligtelse, heller ikke er det.
Jeg synes, det i den forbindelse er værd at bemærke, at der jo slet ikke kan herske nogen tvivl om, at da kreditten bliver bevilget, så ved alle involverede parter, at denne – måske kun for en del, men dog en væsentlig del – skulle anvendes ved- rørende Gl. Kongevej 33.
Uden at det står noget sted, vil jeg hævde, at det har enhver sandsynlighed imod sig, at Holm Estate 10 ApS kunne have lånt så meget som en bøjet femøre, hvis det ikke var, fordi at tredjemand kom med en sikkerhedsstillelse.
For mine synders skyld er jeg jo også involveret i en civil retssag for Lyngby Ret, hvor kuratorerne i Holm Estate 4 ApS har gjort krav gældende mod tiltalte, advokat Per Edrén, Danders & Moore og Kongsholm Invest Ltd.
Et centralt element i denne sag, er den gældbog i Holm Estate 4 ApS, som vi hørte om, da Paw Fruerlund blev afhørt. Det er side 1.135 og retsbogen side 51.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at de sag- søgte i den civile sag mener, at den fordringsprøvelse, der er foretaget, er helt hen i skoven. Det bliver et væsentligt element i den civile sag. Det kan godt være, at fordringsprøvelse i et konkursbo er bindende for kreditorerne. Men fordringsprøvelsen er bestemt ikke bindende for dem, som kuratorerne prøver at pålægge et erstatningsansvar og endnu mindre for dem, man prøver at gøre straffe- retligt ansvar gældende imod.
Vi ved som et faktum i den civile sag, at konkurs- boet har valgt at indgå et forlig med Poppelstykket 8 ApS og et forlig med FIH. Men indholdet af disse forlig har vi ikke kunnet få oplyst.
Dette være blot sagt for at illustrere, at hele diskussionen om, hvad der bør ske med de kr. 12 mio., som Holm Estate 4 ApS betalte til FIH, det er et civilretligt anliggende. Og det har intet som helst med skyldnersvig at gøre.
Så derfor skal tiltalte frifindes for forhold 4b.
Inden jeg går over til behandling af forhold 4a, vil jeg godt lige forudskikke en bemærkning vedrørende den konkursbegæring mod Holm Estate 4 ApS, som Uggerly indgav 22. februar 2011.
For Anklagemyndigheden gør øjensynligt gælden- de, at det forhold, at der var indgivet en konkurs- begæring mod Holm Estate 4 ApS i sig selv kriminaliserer de udbetalinger, der fandt sted i maj 2011.
Hertil skal jeg for det første sige, at det mente Lyngby Ret i hvert fald ikke, så længe betalingerne blot vedrørte Holm Estate 4 ApS.
Og så er jeg nødt til at tilføje, at den konkursbegæring, der bliver indgivet den 22. februar 2011, endelig bliver underkendt af Østre Landsret den 28. oktober 2011, side 88. Så den skal ikke tillæg- ges nogen betydning.
Nu ved jeg godt, at der efterfølgende kommer en ny konkursbegæring, som bliver taget til følge den 24. januar 2012, side 246, og at det efter konkursloven betyder, at fristdagen skal regnes tilbage til den konkursbegæring, der blev indgivet af Uggerly. Jf. konkursloven § 1.
Det er en konkursteknisk detalje, som jeg ikke mener, at konkurslovens fædre skal høste særlig meget ros for – men den er helt uden betydning for en straffesag om skyldnersvig.
Meningen med min forholdsvis lange indledning og med at tage forhold 4a og b i omvendt orden er, at jeg – i videst mulig omfang vil prøve at undgå gentagelser. Selvom jeg godt ved, at der er nogle, der mener, at gentagelser fremmer forståelsen.
Også forhold 4a har at gøre med provenuet vedrørende Gl. Kongevej 33.
Hvis vi lige prøver at fastlægge de bevismæssige spor. Så kan vi starte på side 609 i ekstrakten.
Og alle de sidehenvisninger jeg kommer med ved- rørende forhold 4a, vedrører de 3 mapper Anklagemyndigheden har lavet vedrørende forhold 4, medmindre jeg specifikt siger noget andet.
Men side 609 er jo advokat Michael Schlichters besked om, at købesummen er frigivet.
Det er den interne mail til hans bogholderi om overførsel af kr. 42 mio. til EBH Bank, kr. 12 mio. til FIH Bank, 500.000 til Colliers.
Og så det, der vedrører forhold 4a, hvor han siger ”kr. 12.316.312,50 til Per Edrén, og et kontonummer, fra dette beløb skal fratrækkes vores (Danders & Moores) udeståender med Holm Group.”
Og videre til næste led i bevissporet, som sidder på side 524, som er Danders & Moores kontering af afregningen. Her kan vi se, at der bliver over- ført til Per Edrén kr. 11.759.565,49.
Det er som udgangspunkt det, forhold 4a drejer sig om.
Går vi videre i bevissporet, skal vi over på Per Edréns konto. Det er side 12. Her kan vi se, at førnævnte 11.759.565,49 indgår på en konto hos ham den 9. maj 2011.
Vi kan også se, at kontohavers navn – klientnavnet – er Kongsholm Invest Ltd.
Næste bevisspor sidder på 928, og er en mail af 17. maj 2011 fra tiltalte til Per Edrén vedrørende Kongsholm Invest Ltd. En instruks om, hvad der skal ske med det beløb, Per Edrén har modtaget.
Her beder han om følgende overførsler:
”2 mio. HE2
1,5 til HR
175.000 til KHI 110.000 til CC 150.000 til gulvmand”
Og så vil han gerne have, at der bliver sendt 7 mio. til en konto tilhørende Kongsholm Invest Ltd.
Også af systematiske grunde, vil jeg gerne prøve at opdele forhold 4a i 2 grupper, nemlig betalingen til Kongsholm Invest Ltd. på de 7 mio. kroner, og som jeg gerne foreløbig vil lægge i en bunke for sig selv.
Så er der tilbage 4.759.665,49.
Hvis vi starter med at se på dem, så kan vi konstatere, at Lyngby Ret – bevisfast for denne sag – har slået fast, at de betalinger, der må antages at vedrøre Gl. Kongevej 33, dem skal der frifindes for .
Derfor har Lyngby Ret frifundet vedrørende kr. 353.026. Det fremgår af ankeekstraktens side 96.
På den kopi af side 12, som jeg har omdelt, har jeg nummereret de enkelte posteringer. De poste- ringer, som Lyngby Ret har frifundet for, er dem, der har numrene 3 og 8. Så dem kan vi se bort fra.
Så hvis vi ud af de 11.759.000, der kom til konto- en foreløbig ser bort fra de 7 mio. til Kongsholm
Invest Ltd., og de 353.000, som der er blevet fri- fundet for, så har vi i meget runde tal tilbage 4.400.000, som Lyngby Ret har dømt for.
Præcis hvordan man når frem til det tal, kan jeg i hvert fald ikke finde ud af ud fra det materiale, der er fremlagt i sagen.
Men, hvis vi ser på det kontokort, der sidder på side 12, og hvis posteringer jeg har nummereret, så tror jeg, at vi for enkelthedens skyld kan vælge at se bort fra de posteringer, der er nummereret 10 indtil 19. Det har noget at gøre med nogen selskabsoprettelser, og de beløb, der er gået ind og ud svarer nogenlunde til hinanden.
Resten svarer stadig ikke til næsten 4,4 mio., og i en straffesag som denne, er det sådan set en rimelig forventning, at Anklagemyndigheden krone for krone kan redegøre for, hvorfor tiltalte har be- sveget kreditorerne for ca. 4,4 mio.
Det er jo transaktioner, der er sket via Per Edréns bogholderi. Og så vidt jeg kan se af sagen, har politiet ransaget og spejlet og beslaglagt.
Så jeg forstår simpelthen ikke, at Anklagemyndig- heden ikke helt præcist er i stand til at redegøre for de enkelte betalinger og – i forhold til Lyngby

Rets dom – godtgøre, at ingen af disse betalinger havde noget med Holm Estate 4 ApS og Gl. Kongevej 33 at gøre.
Ellers vender man bevisbyrden om. Og det kan man ikke i en straffesag.
Nu er det eneste nogenlunde valide bevis, vi har omkring de ca. 4,4 mio., de forklaringer, der blev afgivet i Lyngby Ret.
Her er den centrale forklaring selvfølgelig den, der kommer fra Per Edrén, som jo var medanklaget for skyldnersvig, men som blev frifundet for denne påstand. Det kan vi se af ankeekstraktens side 96.
Hvis vi starter med den postering, som jeg har litreret som 2, så er det jo et beløb på 2 mio. kroner, som bliver betalt ud den 9. maj 2011.
Herom forklarer Per Edrén – ankeekstraktens side 75 – at det var til ”Holm Group efter anmodning fra direktør Dan Strandberg fra Holm Group og godkendt af Holm, som angiveligt skulle bruges til at betale leverandører.”
Tiltalte har her i Landsretten forklarede, at de 2 mio. kroner var til leverandører på Gl. Kongevej.
Vi har altså rent faktisk ikke bevis for noget som helst andet. Derfor skal tiltalte frifindes for disse kr. 2 mio.
Disse 2 mio. fremgår jo i øvrigt af tiltaltes instruks til Per Edrén, ekstraktens side 928. Det, der er forunderligt ved denne instruks er jo, at den er dateret den 17. maj 2011, selvom vi kan se, at betaling allerede er skete den 9. maj.
Det har Anklagemyndigheden ikke gravet dybere i. Så det skal jeg heller ikke gøre.
Den næste postering (3), Per Edrén omtaler på side 75, omhandler el-installatør Christian Carlsen. Her er der jo sket frifindelse.
Så kommer vi til en transaktion, som jeg har litreret 4, kr. 200.000, der ifølge Per Edrén vedrørte ”tiltaltes eks-kones køb af lejlighed i Hillerød fra Holm Group”.
Denne udbetaling er ikke omfattet af tiltaltes instruks på side 928.
Jeg kan ikke se, at denne betaling har noget som helst med, hverken Kongsholm Invest Ltd. eller Holm Estate 4 at gøre. Men det betyder jo ikke, at tiltalte kan dømmes for skyldnersvig vedrørende dette beløb, hvis det ikke kan dokumenteres, at tiltalte på den eller den anden måde var involveret i denne overførsel. Og en sådan dokumentation har vi ikke.
Så fortæller Per Edrén om 2 overførsler på kr. 100.000. Det er numrene 5 og 9. Disse beløb er overført, siger han, til ”hans mellemregningskonto med Holm Group”
Disse 2 overførsler er heller ikke omfattet af tiltaltes instruks på side 928. Hvorfor Per Edrén har overført disse penge, og hvad disse penge er blevet brugt til, har jeg ingen anelse om.
Men hvis tiltalte skal dømmes for skyldnersvig, så må Anklagemyndigheden eller politiet altså grave et par spadestik dybere og finde ud af, hvad der er blevet af disse penge. Men det har de ikke. Så derfor skal tiltalte frifindes for disse kr. 200.000.
Den næste postering er postering nr. 6, kr. 143.437, som Per Edrén forklarer, var til Herlev Totalentreprise vedrørende Poppelstykket efter anmodning fra Holm.
Den betaling er ikke omfattet af tiltaltes instruks på side 928.
Hvis jeg forstod tiltaltes forklaring rigtig, så taler han på side 928 om 150.000 til en gulvmand, der vedrørte Gl. Kongevej og Poppelstykket hver med halvdelen, og det er de penge, der har med postering 6 at gøre.
Den næste postering er den, jeg har litreret som nr. 7, som er 1,5 mio. kroner. Her starter Per Edrén jo med at fortælle – øverst side 76 i anke- ekstrakten – at det var 200.000 euro til Holms konto i Credit Suisse i Monaco.
Det får lov at blive stående i dommen, selvom Per Edrén efterfølgende berigtiger den forklaring. Det kan vi se på side 77 i ankeekstrakten, hvor han – jeg citerer – ”er blevet klar over, at de 1,5 mio. kroner, han havde forklaret, var overført til Holms konto i Credit Suisse, rettelig var overført til en konto tilhørende Holm Rental ApS, som var en del af Holms koncern.”
Når forklaringen og den korrigerede forklaring får lov at stå i dommen, som den gør, så kan det vel ikke undre nogen, at man sidder tilbage med en følelse af, at der er tale om noget, der minder om en falsk forklaring.
Det blev Per Edrén hverken tiltalt eller dømt for. Og det er med god ret. For hvis man kigger på side 630, så kan man se, at det udtrykkeligt af kontoudtoget fra Danske Bank fremgår, at pengene den 10. maj 2011 er overført til Holm Rental ApS.
Det svarer også til tiltaltes instruks på side 928.
Tiltaltes forklaring er jo, at de penge i allerhøjeste grad havde at gøre med Gl. Kongevej, som Holm Rental havde leveret ydelser til, retsbogen side 27.
Da vi ikke har beviser for noget andet, skal tiltalte selvfølgelig frifindes for disse kr. 1,5 mio.
Så er der 3 posteringer tilbage for at nå op til noget, der minder om 4,4 mio.
Den første er den, jeg har benævnt nr. 21. Her forklarer Per Edrén, at det er en overførsel til advokatfirmaet Tommy V. Christiansen.
Den næste er den postering, jeg kalder 22, som er 230.000 kroner, hvor Per Edrén forklarer, at de penge ”efter instruks fra Rasmus Meyhof med Holms viden er overført angiveligt på vegne Viras Ejendomme”.
Og den sidste postering, den jeg kalder 24. Der forklarer Per Edrén, at den er overført vedrørendeen ejendom på Vesterbrogade. Den ejendom var ikke ejet af Holm Estate 4 ApS.
Om disse sidste 3 posteringer kan vi starte med at konstatere, at disse ikke er omfattet af tiltaltes instruks på side 928.
Vi har ikke noget sikkert bevis for, at disse 3 betalinger ikke havde noget med Gl. Kongevej 33 at gøre – men jeg vil da gerne medgive, at vi heller ikke har bevis for det modsatte.
Tiltalte har forklaret, at disse 3 posteringer, i alt ca. 330.000 kroner – hvilket jo i forhold til den samlede tiltale er i småtingsafdelingen – blev ført i mellemregning via cash poolen.
Jeg tror allerede, at jeg i min indledning fik sagt rigeligt om cash pooling og mellemregningskonti. Så jeg skal ikke gentage mig selv. Blot konstatere, at cash pooling – for nu at blive i smart i en fart terminologien – var the name of the game i en hoben indviklede koncerner omkring år 2010, som alle er gået rabundus uden at det har givet anledning til et strafferetligt efterspil for skyldnersvig.
Så meget om de ca. 4,4 mio. Så er der de 7 mio. kroner til Kongsholm Invest Ltd. tilbage.
På nogenlunde almindelig dansk siger Anklage- myndigheden, at overførsel til Kongsholm Invest Ltd. er svindel og humbug.
i det omfang dette selskab overhovedet eksisterer, så har det ingen forretningsmæssige relation til Holm Estate 4 ApS.
Så det, der efter Anklagemyndighedens opfattelse sker, er, at tiltalte med assistance fra nogle mere eller mindre svindelagtige advokater, stikker kr. 7 mio. – som rettelig tilhører kreditorerne i Holm Estate 4 ApS – i egen lomme.
Retten i Lyngby går ikke ind i nogen lang og dyb begrundelse for de beviser, der taler for, at tiltalte findes skyldig i skyldnersvig.
I sin korte form siger Retten i Lyngby, at Holm er skyldig, fordi den hensigtserklæring – ekstraktens side 810 – som vi skal se på om lidt, enten er et falsum eller tilbagedateret, og fordi 2 af herrerne ved håndvasken, Dan Strandberg og Rasmus Meyhof ikke kan bekræfte Kongsholm Invest Ltd. ́s rolle.
Den pæne advokat Schlichter, som vi hørte i ret- ten, var slet ikke tiltalt. Og Per Edrén frifindes.
Det kan godt undre en lille smule i forhold til Lyngby Rets præmisser.
Jeg skal ikke gentage det, jeg allerede har sagt op til flere gange omkring det bevis, der skal til for at dømme i en straffesag. Al rimeligt tvivl skal komme den tiltalte til gode.
Anklagemyndigheden skal præstere håndfaste beviser for at opnå en dømmende strafdom.
Jeg mener ikke, at sådanne håndfaste beviser foreligger.
Jeg mener tværtimod, at Anklagemyndigheden – og det er igen sagt helt uden malice i forhold til denne sags civiliserede og kompetente anklager – har præsenteret denne sag på en måde, hvor ca. alt, hvad der foregår, kommer til at fremstå som svindel og humbug.
Det synes jeg ikke, er ok.
Dømmes den, der dømmes bør. Men i så fald skal det ske på et sagligt og oplyst grundlag.
Noget af det, der har generet mig, siden jeg modtog mine flyttekasser og igen, da jeg modtog ektrakten, er en næsten bevidst mangel på kronologi i de fremlagte bilag.
Det er jo i sig selv medvirkende til at give et ind- tryk af, at det hele er fup og fiduser.
Det er derfor, jeg har lavet det hjælpebilag, som illustrerer kronologien vedrørende Gl. Kongevej 33.
For jeg vil gerne starte med Kongsholm Invest Ltd.
Jeg mener, at den høje Landsret kan lægge til grund, at Kongsholm Invest Ltd. eksisterer i bedste velgående, og har eksisteret, siden det starte- de sine dage som skuffeselskab den 24. marts 2006.
Det mener jeg at have dokumenteret gennem det bilag, jeg fremlagde [ ].
Ud fra dette bilag kan vi også konstatere, at selskabet under navnet AB Ltd. har ligget i skuffen hos nogen, der hedder Small Firms Secretary Services Ltd. fra stiftelsen i 2006 og frem til slutningen af maj 2010.
Vi kan konstatere som et faktum, at tiltalte ind- træder som direktør den 27. maj 2010, og – bort-

set fra 13 måneder, hvor en makedoner er direktør – er direktør frem til i dag.
Det harmonerer fuldt ud med tiltaltes forklaring i denne sag.
Til sidst i bilaget sidder der et ejer register. For ligesom i Danmark, er ejer registeret offentligt tilgængeligt.
Det vi kan se af ejer registeret er, hvem der i juni 2016 var aktionærer i Kongsholm Invest Ltd.
Der er 100 aktier. Og vi kan uden videre identificere tiltaltes 2 døtre som ejere af i alt 40 aktier.
Vi kan også konstatere, at tiltalte selv ikke optræder i ejer registeret.
Vi kan se, at aktiemajoriteten ejes af et antal udenlandske selskaber.
Tiltalte siger, at han hverken direkte eller indirekte har med disse selskaber at gøre.
Det kan man tro på eller lade være.
For under alle omstændigheder er det jo blot en konstatering af ejersituationen som den var i juni 2016.
Det, der er relevant for vores sag, er, hvordan ejerforholdene var i 2010 og 2011. Helt præcist, hvem der ejede Kongsholm Invest Ltd. den 19. maj 2011, hvor de 7 mio. kroner bliver overført.
Det ved vi ikke med nogen stor sikkerhed.
Tiltalte har forklaret, at selskabet dengang 100% ejedes af et selskab på Seychellerne, Victoria Capital Holding Ltd. Og at det selskab igen ejedes af et antal personer, som ønskede at investere i tiltaltes forskellige projekter.
Det opfordrer vel egentlig Anklagemyndigheden til at grave et spadestik dybere i Kongsholm Invest Ltd. ́s ejerforhold.
Det har man ikke gjort. Bortset fra at en politi- mand på et eller andet tidspunkt synes at konstatere, at Kongsholm Invest Ltd. er blevet opløst – hvad det jo altså ikke er – så kan jeg ikke finde det løbende ajourførte ejerregister, der dokumenterer, hvem der har ejet Kongsholm Invest Ltd.
Det synes jeg ikke ligefrem styrker Anklagemyndighedens sag.
Jeg ved godt, at det med at få oplysninger om et selskab på Seychellerne. Det er ikke helt nemt. Men det er altså ikke det samme som, at Anklagemyndigheden kan opnå en fældende straffedom ved blot at sige, at tiltalte vist en gang har været med til at stifte selskabet på Seychellerne, og der- for ejer han selskabet, og derfor er han skyldig i skyldnersvig.
Den går ikke.
Under alle omstændigheder er Kongsholm Invest Ltd. et engelsk selskab - en civiliseret jurisdiktion, hvor det danske politi mig bekendt kan få de op- lysninger, man beder om.
Men jeg kan ikke se, at man har bedt om oplysninger eller fået svar. Eller også er de svar, man har fået, ikke noget som Anklagemyndigheden kan bruge.
Her kan jeg ikke lade være med at henlede den høje rets opmærksomhed på side 1.186 ff, som er et kontoudtog for Kongsholm Invest Ltd. ́s konto i Barclays Bank.
Den gik jeg igennem med spændt forventning om her at finde the smoking gun, som dokumenterede at tiltalte selv havde hugget pengene.
Jeg fandt den ikke. Og jeg må tillade mig at gå ud fra, at Anklagemyndigheden heller ikke gjorde det. For disse mange sider bilag har vi jo intet hørt om under sagen her i Landsretten.
Så jeg mener godt, jeg kan tillade mig en delkonklusion, som går ud på, at Kongsholm Invest Ltd. eksisterer, og at der ikke eksisterer noget sikkert bevis for, at tiltalte i 2010/2011 direkte eller indirekte ejede dette selskab.
Tiltaltes egen forklaring, som vi hørte her i retten, er jo, at han havde behov for at fremskaffe finansiering til sine mange projekter.
Det lykkedes ham at finde et antal investorer. Han nævnte også navne på dem.
Jeg ved ikke, om retten midt i tiltaltes talestrøm fik noteret navnene ned. Jeg noterede mig i hvert fald en, der hed David Burns og en meget velhavende udlandsdansker, Jens Dinesen. Hvis Østre Landsret søger i sin database, er Jens Dinesens navn, noget man meget ofte vil støde på.

Lyder dette meget fantasifuldt?
Inden nogen afbryder mig med et svar, vil jeg gerne indskyde et par bemærkninger:
Den første er en gentagelse – så det skal jeg gøre ganske kort. I 2010/2011 – på toppen af finanskrisen – havde de pengeinstitutter, der ikke allerede var gået nedenom og hjem, ikke den fjerneste lyst til at låne penge ud, medmindre låntager hed Novo eller Mærsk eller noget tilsvarende.
Omvendt lå der – på toppen af finanskrisen – i diverse nødlidende pengeinstitutter diverse nødlidende projekter, som ventede på at blive samlet op.
Gl. Kongevej 33 var et af mange sådanne projekter, som tiltalte i starten af 2010 snusede op.
Han havde ikke pengene til at gennemføre et projekt i denne størrelse. Men hvis han kunne købe billigt, renovere billigt og udleje dyrt. Så kunne han i den sidste ende sælge med en betydelig fortjeneste.
Det er i hvert fald den historie, tiltalte får sine investorer med på.
De skal mellemfinansiere. Så får de deres penge igen + en betydelig fortjeneste. Det kommer jeg til om lidt.
Her vil jeg blot sige, at den overordnede plan for Gl. Kongevej 33 og de skridt, der bliver taget for at realisere planen, de er altså rigtige, rigtige go- de.
Desværre er det – som med mange andre af tiltal- tes planer – sådan, at der er noget, der går galt.
Hvad enten det nu er alle mulige andres skyld – som tiltalte siger – eller tiltaltes egen skyld. Så er det, at en plan ikke lader sig realisere, ikke kriminelt.
Jeg mener, at de enkelte elementer i tiltaltes plan foreligger veldokumenterede under denne sag.
Det er ikke noget luftkastel, men bygger på realiteter, som vi kan se i det fremlagte materiale.
Det ændrer, efter min opfattelse, ikke noget ved, at tiltalte med alle de projekter, han i øvrigt havde i gang i sin indviklede koncern og i cash poolen, ikke havde midler til at realisere planen vedrøren- de Gl. Kongevej 33.
Så jeg mener, at det vil være helt ubetænkeligt for den høje Landsret at lægge til grund, at tiltalte havde et finansieringsbehov.
Størrelsen har vi hørt om. Tiltalte har selv forklaret, at han mente, at renoveringen kunne gennemføres for ca. 7 mio. kroner. Men det var ikke ham, der havde den byggetekniske ekspertise.
Vor venner fra håndvasken har jo fralagr sig et- hvert ansvar: Dan Strandberg kiggede bare på de tal, man lagde foran ham, og Rasmus Meyhof han udviklede, men han var ikke nede i den økonomi- ske eller tekniske side af de enkelte projekter.
Ingen af de forklaringer – heller ikke tiltaltes – forekommer mig særlig troværdig.
Man etablerer og udvikler ikke over 3 år en forgrenet ejendomskoncern uden seriøst og i et kompetent fællesskab at forholde til de enkelte udgiftsposter i et budget.
Det hverken kan eller skal vi bruge tid på her i ret- ten.
Her må vi nøjes med at konstatere, at det oprinde- lige budget ikke holdt.
De 7 mio., som tiltalte hævder at have fået fra Kongsholm Invest Ltd. slog ikke til.
Derfor måtte tiltalte i FIH Bank i november 2010 for at låne flere penge. Som jeg allerede har været inde på, så var det mindst 6 mio. og højest 9,4 mio., han der fik til Gl. Kongevej 33.
Hvor dyr endte Gl. Kongevej-ombygningen med at blive?
Vi har hørt om alle mulige tal. Det tal, jeg tror kommer tættest på, sidder på side 813.
Her kan vi se, at man opererer med et totalt budget på 7,1 mio. kroner og totale udgifter, inkl. moms ender op på ca. 19,7 mio. kroner.
Det er jo en overskridelse, der vil noget.
Vi ved ikke, hvem der har lavet opgørelsen, og heller ikke hvornår den er lavet. Men af teksten nedenunder tallet fremgår, at der pr. 1. juni 2011 var kreditorer, som mangler betaling anslået 2,3 mio. kroner. Så det er nok noget, der er lavet i juni. Om de 2,3 mio. er inkluderet eller skal lægges til, ved vi ikke.
Nu har jeg jo helt bevidst sprunget mit hjælpebilag og dettes tidslinje over for at sikre, at vi har no- genlunde styr på projektet vedrørende Gl. Kongevej og dets sørgelige udfald.
Uden at ville gentage mig selv, så er det for denne sag helt ligegyldigt, om projektet kuldsejlede, fordi kuratorkongeparret skrev grimme ting om tiltalte eller 3F blokerede, eller om projektet kollapsede på grund af uduelighed hos tiltalte og hans venner ved håndvasken.
For det dommeren i Lyngby har sagt, er jo, at hvis de penge, der er blevet brugt, er blevet brugt på Gl. Kongevej 33, så er det selvfølgelig beklageligt og de kreditorer, som ender med at få en lang næse. Men det er ikke skyldnersvig.
Så kommer vi tilbage til mit hjælpebilag. Og med det i hånden, vil jeg gerne dokumentere, at Lyng- by Rets præmis vedrørende hensigtserklæringen savner tilstrækkeligt grundlag.
Tiltalte har forklaret, at han i starten af 2010 kom i dialog med Løkken Sparekasse/EBH Bank om Gl. Kongevej 33.
Det kan vi se dokumenteret på side 1.065, hvor Peter Weiss fra Løkken Sparebank, ”henviser til dit møde med vor direktør Ole Bjerg, hvor der blev indgået aftale om dit (eller ordre) køb af oven- nævnte ejendom pr. 15/4 2010 for 44 mio. med 2 mio. i udbetaling.”
Så allerede den 11. marts 2010 var der indgået en aftale.
Tiltalte forklarede ganske vist, at den aftale var betinget. Han skulle finde en lejer. Han skulle renovere, og han skulle finde investorer og også en køber .
Disse forhandlinger var allerede i gang den 11. marts 2010, og kørte sideløbende.
Set i dette lys, giver hensigtserklæring af 25. marts 2010, side 810, god mening.
Denne erklæring er, som det fremgår af overskriften, udtryk for en hensigt. Det er ikke nogen juri- disk bindende aftale.
Det tiltalte har aftalt med sine investorer er, at hvis han kan få lavet en lejekontrakt, og hvis han får købt ejendommen, så skal investorerne være klar til at yde mellemfinansiering.
Tiltalte har aftalt med sine investorer, at den mel- lemfinansiering skal komme via et skuffeselskab, som tiltalte har reserveret, og som skal hedde Kongsholm Invest Ltd.
Der er intet som helst mystisk i, at der den 25. marts 2010 ikke formelt er noget selskab, der hedder Kongsholm Invest Ltd. For det kommer det først til, når de øvrige betingelser er opfyldt.
Hvis vi følger tidslinjen, så kan vi af side 126 se, at den 28. juni 2010 bliver der indgået en lejekontrakt med Region Hovedstaden.
Af side 142 kan vi se, at Holm Estate 4 ApS den 29. juni 2010 eksekverer købekontrakten med Løkken Sparekasse, som i mellemtiden er blevet til EBH Bank.
Og den 30. juni 2010 – dagen efter – skifter AB Ltd. navn til Kongsholm Invest Ltd. Det kan vi se af side 1.133.
Så går man i gang med renoveringen. Om dette starter i august eller september, ved vi ikke præcist.
Tiltalte forklarer, at ombygningen finansieres, der- ved at der løbende fra Kongsholm Invest Ltd. overføres runde beløb til de enkelte leverandører, og så konteres via mellemregningen.
Vi har intet i sagen, der modbeviser denne påstand.
Vi har i hvert fald ikke noget i sagen, der dokumenterer, at Holm Estate 4 ApS selv havde penge til at gennemføre renoveringen.
Den 30. september 2010 slutter Holm Estate ApS ́ første regnskabsår.
Vi hørte statsaut. revisor Søren Cortsen afgive forklaring.
Han var selvfølgelig klar over, at den eneste aktivitet i Holm Estate 4 ApS var projektet på Gl. Kongevej 33.
Han må formodes at have gennemgået alle relevante bilag vedrørende denne sag, og han ender med, vist nok den 7. februar 2011, at underskrive en årsrapport med en blank revisorpåtegning, som – som vi kan se af side 356 - bliver modtaget i Erhvervsstyrelsen den 17. marts 2011.
Her skal vi altså huske, at en revisor, der giver en blank påtegning, ikke bare skal forholde sig til, hvad der er sket i det regnskabsår, som årsrapporten vedrører, men også til begivenheder indtruffet efter regnskabsårets udløb.
Men holder vi fast i tidslinjen, så kan vi se, at man den 8. november 2010, hvor ombygningsprojektet altså er i gang, indgår en aftale med Danica. Det er side 458, og vi ved, at Danica, for at spare ting- lysningsafgift, ender med at opdele købesummen i de 44 mio., som var købesummen fra EBH og så ca. 28 mio., inkl. moms for ombygningen.
Følger vi tidslinjen, får vi en indikation af, at den investering, man oprindeligt har fået fra Kongsholm Invest Ltd. eller via cash poolen, ikke er tilstrækkelig.
30. november 2010 låner man penge i FIH, side 747.
Udover, at projektet voldsomt overskred sit budget – som vi allerede har set – blev det også forsinket.
Det skulle have været afleveret i uge 45 i 2010, men efter, hvad vi har hørt, finder aflevering først sted den 8. januar 2011.
Når jeg i min tidslinje har sat et spørgsmålstegn, så er det fordi vi har hørt om den 8. januar – men jeg kan ikke se noget dokumentation for den dato. Når jeg henviser til side 1.178, så er det afleveringsforretningen med Uggerly, som fandt sted den 4. januar 2011.
Det næste punkt på tidslinjen er 10. februar 2011, hvor jeg med et spørgsmålstegn har skrevet deponering. Ser vi på side 5, kan vi se, at det er det tidspunkt, hvor Danica købesummen, inkl. den af- talte pris for ombygningen, ekskl. depositum, kommer ind på kontoen i Nykredit med ca. 70,7 mio. kroner.
Hvor den har stået før, ved jeg ikke rigtigt, men der er nok heller ikke væsentligt for sagen.
Jeg har i tidslinjen noteret, at den 22. februar 2011 kommer der en konkursbegæring fra Uggerly. Den kan vi se på side 900.
Det skal sammenholdes med den postering, der sidder længere nede under, som hedder 88 og er fra 28. oktober 2011, hvor Østre Landsret ophæver det dekret, Sø- og Handelsretten havde afsagt på grundlag af Uggerlys konkursbegæring.
Og hvis vi følger tidslinjen til den sidste post, så kan vi se, at Holm Estate 4 ApS rent faktisk først går konkurs den 24. januar 2012. Det kan vi se af side 246.
Men tilbage i tidslinjen til 30. marts 2011. Det er den transport, Holm Estate 4 ApS giver til Kongsholm Invest Ltd. ́s advokat, advokat Per Edrén, og som noteres af advokat Michael Schlichter .
Lad mig her nøjes med sige, at jeg vil anse det som særdeles påfaldende, hvis disse 2 pæne advokater, henholdsvis modtog og noterede en transport uden samtidig af sikre sig, at denne transport dækkede over en realitet.
Fortsætter vi tidslinjen, så kan vi se, at købesummen frigives 6. maj 2011. Det er side 609. Og 9. maj 2011 overføres de 11.759.000 fra Danders & Moore til Per Edrén, det er side 288.
Jeg tager dette som udtryk for, at der ikke fra den 4. april og frem til den 9. maj 2011 er sket noget som helst eller tilgået advokaterne nogle oplysninger, som gør, at de tvivler på realiteterne bag ved den overførsel.
Hvis vi går lidt længere nede i tidslinjen, så kan vi se, at den 16. maj 2011 prøver Uggerly at foretage arrest på Danders & Moores kontor.
Det ville være stærkt påfaldende, hvis ikke Michael Schlichter – hvis han mente, at der var ugler i mo- sen – samme dag havde ringet til Per Edrén, og foreslået ham at holde pengene tilbage.
Men det sker øjensynligt ikke.
17. maj sender tiltalte en instruks til Per Edrén. Jeg har tidligere været inde på denne instruks, og det lidt mystiske at noget af det, der instrueres om allerede blev foretaget 8 dage inden.
Under alle omstændigheder forhindrer dette ikke Per Edrén i den 19. maj 2011 at overføre 7 mio. til Kongsholm Invest Ltd. ́s konto. Det er side 289.
Så jeg mener, at dette hændelsesforløb bekræfter tiltaltes forklaring om at Kongsholm Invest Ltd. havde ydet mellemfinansiering vedrørende Gl. Kongevej 33, og at denne mellemfinansiering helt eller delvist blev udlignet den 19. maj 2011.
Der er altså 2 pæne og ordentlige advokater inde over denne transaktion, og uanset deres relationer til tiltalte, mener jeg ikke, at der er nogen form for belæg for at hævde, at nogen af dem ville drømme om at risikere deres bestalling for at bringe penge i kreditorly for tiltalte.
Så jeg er uenig med Lyngby Ret, når dens første præmis er, at hensigtserklæringen af 25. marts er et falsum. Set i forhold til hele tidsforløbet mener jeg, at hensigtserklæringen er både sandsynlig og troværdig.
Så til den anden præmis fra Lyngby Ret. Det med de forklaringer, der blev afgivet af Dan Strandberg og Rasmus Meyhof.
Jeg har nærlæst de forklaringer, Dan Strandberg og Rasmus Meyhof gav for Lyngby Ret. De Forklaringer, de afgav for Landsretten tilførte os, efter min opfattelse, ikke nogen ny viden.
Det ville jo også være lidt mærkeligt i betragtning af, at det, de fortæller om, skete for snart 7 år siden.
Ser vi på de forklaringer, de afgav for Lyngby Ret, så har jeg svært ved at forstå, at disse forklaringer kan begrunde en fældende straffedom.
Dan Strandberg siger, at han undrede sig over, at pengene skulle betales til Ltd. Det er side 90 i ankeekstrakten. Han havde ikke kendskab til, at Ltd. havde penge til gode hos Estate 4. Hvis det var tilfældet, havde han nok været bekendt med det.
Det synes jeg ærlig talt ikke, er noget særlig stærkt vidneudsagn.
Dan Strandberg var økonomidirektør for hele Holm koncernen med en månedsløn på 75.000 kroner + pension.
Jeg synes, at det er mere end påfaldende, hvis økonomidirektøren – som var ven med koncernens statsaut. revisor – ikke råber vagt i gevær overfor tiltalte, og sikrer sig, at hans arbejdsgiver ikke sender betydelige beløb i kreditorly.
Jeg mener, at den Høje Ret rolig kan lægge til grund, at den ansvarlige og kompetente økonomi- direktør har stillet spørgsmål og fået svar, som gjorde, at han i stedet for at tage sit gode tøj og gå, valgte at blive og nyde sin dyre firmabil adskil- lige måneder endnu.
Med hensyn til Rasmus Meyhof, så gjorde også han, hvad han kunne for at lægge afstand til Kongsholm Invest Ltd. På side 78 i ankeekstrakten siger han, at han ikke havde hørt noget om, at der skulle betales penge til et engelsk selskab. Og på side 79 siger han, at han ville have vidst, hvis Ltd. havde leveret ydelser til byggeriet, men ikke nødvendigvis, hvis Ltd. havde ydet finansiering.
Faktum er imidlertid, at Rasmus Meyhof vidste el- ler i hvert fald blev bekendt med, at Kongsholm Invest Ltd. ydede finansiering. Dette fremgår klart og tydeligt af den mail, han sender den 23. maj 2011 [ ], hvor han siger, ”betaling af dog nødt til at ske som et lån fra Kongsholm Invest Ltd., da selskaberne ikke selv har likviditet til dette grundet udlæg i likviditeten til andre formål i koncernen tidligere”.
Vi skal i den forbindelse ikke glemme, at Rasmus Meyhof på et tidspunkt blev afhørt med en sigtets rettigheder og fik beskikket en forsvarer.
Jeg synes, at der må sættes et stort spørgsmålstegn ved Rasmus Meyhofs hukommelse og troværdighed. Hans forklaring i sig selv er i hvert fald ikke nok til at få tiltalte dømt for skyldnersvig.
Den sidste del af Lyngby Rets præmis handler om Uggerly og Uggerlys forhold. Det har også noget med Rasmus Meyhofs forklaring at gøre.
Rasmus Meyhof har forklaret, at Uggerlys krav på ca. 1,2 mio. kroner nok burde reduceres med ca. 400.000 kroner, medens resten nok var i orden.

Tiltalte er af en anden opfattelse, og henviser til side 805, som er en opgørelse vedrørende Uggerlys tilgodehavende, som ender med, at det er Uggerly, der skylder ca. 350.000 kroner.
Tiltalte hævder, at denne opgørelse er lavet af Rasmus Meyhof. Rasmus Meyhof kan derimod ikke huske opgørelsen.
Lyngby Ret lægger i den forbindelse vægt på, at Uggerly på et tidspunkt, efter at Holm Estate 4 ApS var gået konkurs, har fået en udeblivelsesdom. Det mener jeg ærlig talt ikke, kan tillægges nogen stor vægt.
Og i øvrigt forstår jeg ikke helt betydningen. For hvis vi følger Lyngby Rets ræsonnement. Så er det sådan set ligegyldigt, om en kreditor har lidt det ene eller det andet tab. Det, der er afgørende for den dømmende straffedom i Lyngby Ret er, om grunden til at kreditorerne ikke fik deres penge, var, om de af tiltalte var blevet ført i kreditorly.
Så jeg mener, at tiltalte skal frifindes også for forhold 4a.
Der er ikke ført et tilstrækkeligt bevis til at dømme for en alvorlig forbrydelse som skyldnersvig.
Jeg skal være den første til at indrømme, at tiltalte heller ikke vedrørende forhold 4 har haft nogen voldsom heldig hånd.
Men som retspraksis er udviklet ovenpå finanskrisen – og sikkert også før – så skal man ikke idømmes ubetinget fængselsstraffe for at have en uheldig hånd eller for at være smart i en fart.
Det krævet et bevis, som vi ikke har i denne sag, og hvis summen af indicier virkelig kan føre til, at tiltalte skal dømmes, så kan der højest blive tale om en betinget dom, ligesom tiltaltes medtiltalte under sagen.
De forhold, vi taler om under denne sag, ligger ca. 7 år tilbage i tiden. Og efter alt, hvad vi ved, har tiltalte inden da, og også i perioden bagefter, på enhver måde holdt sig på dydens smalle sti.